Indboforsikringen giver økonomisk førstehjælp på pisterne

22. januar 2020 12:23
Hver tredje unge dansker mellem 21-24 år har ikke en almindelig indboforsikring, og det kan derfor blive en dyr fornøjelse, hvis de skader andre på skiferien.

- Mange tror, det ikke betyder noget med en indboforsikring på en skiferie under fremmede himmelstrøg. Men det gør det. For indboforsikringen indeholder også en meget vigtig ansvarsforsikring. Og uden den kan man ikke få hjælp, hvis man er involveret i uheld på pisten og er skyld i, at andre skiløbere er kommet til skade, siger konsulent Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen .

Det kan få alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis man overtræder ”færdselsreglerne” for ski-kørsel – og har man ikke en indboforsikring, risikerer man selv at stå med regningen.

Unge skal selv have en forsikring

Som ung er man kun dækket på forældrenes indboforsikring, når man bor hjemme - eller indtil 18 eller 21 år, hvis man er flyttet hjemmefra. Derefter skal man selv have en indboforsikring.

- Forsikring er langt fra det første, de unge tænker på, når de skal stå på egne ben. Men det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke har forsikringen i orden og bliver mødt med et erstatningskrav i udlandet, siger Anja Lintrup Sørensen.

Mangler du en indboforsikring - kontakt os på tlf. 63 14 44 44 og få råd og vejledning. 

Læs mere om Concordia Forsikrings indboforsikring