Arbejdsskadeforsikring
Når naboer og venner giver hinanden en håndsrækning, sker det af og til, at naboen eller vennen kommer til skade. Er der tale om en alvorlig skade, kan det medføre diskussioner om muligheden for at få erstatning og om hvilken forsikring, der skal betale erstatning.
Ifølge loven er enhver, der her i landet udfører arbejde for andre, forsikret under arbejdets udførelse. Det gælder, uanset om man får penge for arbejdet eller udfører arbejdet som en ulønnet vennetjeneste. Det er også uden betydning, om der blot er tale om et tilfældigt og kortvarigt arbejde.
Håndsrækninger og privat hushjælp
Har man medhjælp i sin private husholdning (f.eks. babysitter, rengøringshjælp eller havemand), eller er der tale om private vennetjenester (naboen hjælper med træfældning), har man ikke pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, såfremt den samlede hjælp ikke overstiger 400 timers arbejde i et kalenderår. I disse tilfælde udredes evt. erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen.

Selvbyggere
Selvbyggere skal være opmærksomme på, at ved større selvbyggerprojekter som f.eks. bygning af garage og udestue eller tilbygning kan det være nødvendigt at tegne en arbejdsskadeforsikring.
Selv om man driver virksomhed og har tegnet arbejdsskadeforsikring for denne virksomhed, er det ikke sikkert, at forsikringen også omfatter byggearbejder på private beboelser.
Kontakt din assurandør og få råd og vejledning om, hvordan dit forsikringsbehov er.